Bromølle Kro & Hotel ligger i centrum af Vestsjællands Amt, med ca 25 km til henholdsvis Holbæk, Kalundborg, Slagelse og Sorø. Bromølle Kro er det perfekte sted, hvis man ønsker et fredeligt ophold i naturskønne omgivelser, med dejlig mad og god betjening.
Vores hyggelige restaurant, vender ud mod Åmose Å. Langs hele restauranten har vi lavet en dejlig terrasse, hvor der om sommeren nærmest er sydlandsk stemning.
Vi er omgivet af skov på 2 sider og lige ved siden af har vi Åmose Å. Der er således rige muligheder for at gå en tur og nyde årstidernes skiften der hvor man ser det allermest, nemlig i skoven.
Der er meget smuk natur rundt om Bromølle Kro. Kroen en omgivet af skov og ligger i en af Sjællands største mosestrækninger Åmosen, hvor der igennem tiden er udgravet mange stenalderpladser.
I Rigsarkivet ligger et gavebrev underskrevet af Biskop Absalon. Den 8. Juni 1198 forærede han området ved Bromølle Kro, der dengang hed Nævitzbro, til Sorø Kloster. Det var datidens trafikknudepunkt og det eneste sted på Sjælland, hvor Åmosen kunne passeres i nord-sydlig retning. På en ø i vadestedet blev en vandmølle opført, og bønderne kom langvejs fra for at få malet deres korn. Da køen ved møllen ofte var lang, begyndte mølleren at beværte de ventende med mad og drikke, og det blev starten på det vi i dag kender som Bromølle Kro.
I 1776 blev Åmosen drænet og mølledriften indstillet. Gæstgiveriet bestod imidlertid og blev fremover drevet som kro, landbrug og købmandshandel.
At drive kro har ikke altid været lige lukrativt. I 1700 tallet fandt et kropar på at forøge indtægterne ved at drikke de handelsrejsende under bordet, myrde dem, smide deres lig i åen og røve alt af værdi fra deres bagage. Kroparret blev afsløret og hængt på galgebakken tæt ved kroen.
Bromølle Kro har fra den tid hørt under de omkringliggende godser indtil den i 1994 blev købt af familien Bresnov, som driver stedet idag.
Der er ikke mindre end 4 meget smukke godser indenfor en radius af 5 km fra kroen. Desuden ligger Tissø og Skarresø tæt på. Så er man til natur er der masser af muligheder for at nyde noget af det smukkeste danske natur der findes.